Jan 27 2012

Bedre biler til Danmarks ministre, tak!

En af de årligt tilbagevendende nyheder er opgørelsen over hvor meget Danmarks ministres ministerbiler sviner. Fokuset er som altid desværre kun på klimapåvirkningen, primært gående på hvor langt bilerne kører på literen. Klimapåvirkningen i form af hvor meget bilerne udleder af kuldioxid er selvfølgelig også vigtig, men en helt overset størrelse i debatten er bilernes udledning af sundhedsskadelige partikler.

Hvis billedet ser ringe ud for udledningen af kuldioxid, så ser det strakt værre ud hvad angår partikeludledningen. Af de 23 ministerbiler er 21 af dem dieselbiler, dvs. biler der udleder markant større mængder partikler end benzinbiler. I nederste tabel er det kun de to sidste biler, nemlig Mercedes-Benz S400 L Hybrid og VW Phaeton, der er benzinbiler.

Det er da netop også Mercedes-Benz S400 L Hybrid, der har den laveste partikeludledning med et ADAC udledningstal på 45. ADAC’s udledningstal går fra nul til halvtreds, hvor halvtreds angiver den laveste partikeludledning. VW Phaeton er desværre ikke blevet testet af ADAC. Til sammenligning er der medtaget en Lexus CT 200h Automatik som referencebil, der ligesom S400’eren er en benzinhybridbil. S400’eren befordrer i øvrigt Danmarks miljøminister.

Eftersom det må formodes at regeringens ministre fortrinsvis bruger deres ministrebiler til småturer rundt i København, hvor specielt dieselbilernes partikeludledning har en meget sundhedsskadelig effekt, vil vi fra Partikelforurening.dk gerne opfordre til at ministrene indtænker deres direkte miljøpåvirkning på gadeplan, og indkøber effektive benzin-, benzinhybrid- eller elbiler ved næste bilskift.

Biltype [1, 2] Årgang Antal ADAC km/l ADAC partikler ADAC testbil
Audi A6 2.0 TDI 2012 2 18,6 44 Audi A6 Avant 2.0 TDI
Audi A8 3.0 TDI Quattro 2009 2 11,5 38 Audi A8 3.0 TDI quattro tiptronic, 2009
Audi A8 3.0 TDI Quattro 2011 4 14,2 43 Audi A8 3.0 TDI quattro tiptronic
Audi A8 L 2008 1
Audi A8 TDI Quattro 2008 1
BMW 520 D 2008 1 16,2 36 BMW 520d, 2008
BMW 520 D 2012 3 18,7 40 BMW 520d touring, 2011
BMW 730 D 2009 1 12,4 42 BMW 730d Automatic, 2008
BMW 730 Ld 2009 4 12,4 42 BMW 730d Automatic, 2008
Mercedes-Benz S320 L CDI 2008 2 11,8 41 Mercedes S 320 CDI 7G-Tronic, 2006
Mercedes-Benz S400 L Hybrid 2010 1 10,8 45 Mercedes S 400 HYBRID 7G-Tronic Sport, 2009
VW Phaeton V8 4.2 2006 1
Reference bil 1
23
22,4 50 Lexus CT 200h Automatik, 2011

Kilder

[1] Allgemeiner Deutscher Automobil-Club (ADAC), EcoTest, http://www.adac.de/infotestrat/tests/eco-test/default.aspx, hentet den 24.01.2012

[2] DR; Se listen: Her er de ministerbiler der sviner mest, http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/01/23/074302.htm hentet den 26.01.2012

Ingen kommentarer

Aug 19 2011

DSB vedrørende partikelfiltre på IC3

Den 11. juli 2011 sendte jeg DSB følgende spørgsmål; Siden 1996 har De Svenske Statsbaner haft CRT-partikelfiltrer på deres Y2-tog, der er den svenske version af IC3. Så vidt jeg forstår har DSB aldrig haft partikelfiltre installeret på DSB’s IC3-tog. Hvorfor har DSB fravalgt disse filtre og bør DSB ikke installere disse på alle bestående IC3-tog? Sådanne filtre vil formentligt også forbedre luftkvaliteten på Nørreport Station.

DSB svarede igen den 19. august 2011 og er gengivet herunder:

Det er rigtigt, at den svenske version af IC3 kaldet Y2 er udstyret med partikelfiltre. Årsagen til det var, at Y2 togene skulle køre helt ind til Stockholm Banegård. Da DSB i 1980’erne bestilt IC3 togene var der ikke så meget fokus på partikler fra dieselmotorer, som der er i dag og derfor blev der ikke monteret partikelfiltre på IC3 togene. DSB har for et par år siden udskiftet samtlige dieselmotorer i IC3 togene med nye dieselmotorer, der opfylder Euro 3 normen. Det har givet en væsentlig reduktion af partikelemission fra IC3 togene.

Luftkvaliteten på Nørreport Station er ikke tilfredsstillende og derfor bliver stationen de næste år moderniseret og får et nyt mere effektivt ventilationssystem, som vil forbedre luftkvaliteten på perronen. IC3 togenes bidrag til luftkvaliteten på Nørreport Station fylder dog ikke meget, set i forhold til det bidrag, som ME dieselokomotiverne giver.
Den dag ME lokomotiverne er væk, så vil togene på Nørreport Station være en blanding af el-tog og IC3 tog med Euro 3 norm dieselmotorer og luftkvaliteten vil være væsentlig bedre.

Med venlig hilsen

Mette Frederiksen
DSB Kundeservice
Postboks 3400
900 København C.
kundehenv@dsb.dk

Ingen kommentarer

Jul 11 2011

DSB om luftkvaliteten på Nørreport station

Luftkvaliteten på Nørreport Station er og forbliver desværre et emne til diskussion. I DSB’s blad Ud & Se fra juli 2011 har emnet igen været oppe at vende, denne gang på forespørgsel fra Gitte Klausen fra Næstved. Da det desværre ikke er muligt at linke direkte, er indlægget citeret i sin fulde længde herunder:[1]

Tæt og tyk røg
Gitte Klausen, Næstved
Jeg er pendler mellem Næstved og Nørreport station. Jeg er glad for at kunne stige på regionaltoget på Nørreport, så jeg slipper for at skulle skifte tog, men det er en meget trafikeret station. Ofte er der tæt og tyk røg omkring passagererne, og jeg tænker ofte på, hvor usundt det egentlig er at stå på Nørreport. Laver DSB målinger på stationerne? Og burde der ikke være en bedre ventilation?

Tak for din henvendelse. Luftkvaliteten er desværre nogle gange dårlig på fjern- og regionaltogsperronen på Nørreport Station. Kombinationen af en underjordisk station, og tog trukket af diesellokomotiver, giver en dårlig luftkvalitet og i perioder med mange tog, kan situationen være slem. Normalt opholder passagererne sig kun i kort tid på perronen, så den sundhedsmæssige belastning er kortvarig. For at forbedre forholdene på Nørreport Station er Banedanmark, Københavns Kommune og DSB gået sammen om at istandsætte og modernisere stationen. I den forbindelse vil der komme et nyt og bedre ventilationsanlæg, der giver en bedre luftkvalitet på fjern- og regionaltogsperronen. Desuden vil diesellokomotiverne efterhånden blive erstattet af togsæt, som forurener mindre. Istandsættelsen af Nørreport Station vil sikre renere luft og en bedre station til glæde for de rejsende.
Med venlig hilsen
Marianne Gadegaard
Afdelingschef, DSB Kundeservice

Spørgsmålstilleren får desværre aldrig svar på om DSB laver målinger af partikelforureningen på Nørreport Station. Om DSB rent faktisk udfører disse målinger er formentlig også af mindre betydning, da selskabet ingen interesse har i at offentliggøre sådanne målinger. For at få en uvidenskabelig indikation af problemets størrelse kan henvises til en artikel i Ingeniøren fra 2008, hvor der blev målt forureningsniveauer for ultrafine partikler, der var 23 gange højere på Nørreport Station end på Rådhuspladsen.[2]

Det er kun glædeligt at Nørreport Station får forbedret ventilationssystemet, men om det reelt giver en markant forbedring af luftkvaliteten, må vi desværre vente til 2014 med at finde ud når ombygningen af færdiggjort.[3] Det ville endvidere være interessant at se en cost-benefit analyse i forhold til luftkvaliteten på Nørreport Station for både en forbedret ventilation, men også for påmontering af partikelfiltre på IC3- og IC4-tog, da hovedparten af forureningen netop stammer herfra.

Kilder

[1] Tæt og tyk røg, side 52, Ud & Se, juli 2011, http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2011/07/

[2] Chok-måling: Ni millioner gift-partikler i hver indånding, Ingeniøren, 27.06.2008, http://ing.dk/artikel/89419-chok-maaling-ni-millioner-gift-partikler-i-hver-indaanding

[3] Ny Nørreport, http://www.nynoerreport.dk/etaper, hentet 11.07.2011

Ingen kommentarer

« Prev - Next »