Aug 19 2011

DSB vedrørende partikelfiltre på IC3

Den 11. juli 2011 sendte jeg DSB følgende spørgsmål; Siden 1996 har De Svenske Statsbaner haft CRT-partikelfiltrer på deres Y2-tog, der er den svenske version af IC3. Så vidt jeg forstår har DSB aldrig haft partikelfiltre installeret på DSB’s IC3-tog. Hvorfor har DSB fravalgt disse filtre og bør DSB ikke installere disse på alle bestående IC3-tog? Sådanne filtre vil formentligt også forbedre luftkvaliteten på Nørreport Station.

DSB svarede igen den 19. august 2011 og er gengivet herunder:

Det er rigtigt, at den svenske version af IC3 kaldet Y2 er udstyret med partikelfiltre. Årsagen til det var, at Y2 togene skulle køre helt ind til Stockholm Banegård. Da DSB i 1980’erne bestilt IC3 togene var der ikke så meget fokus på partikler fra dieselmotorer, som der er i dag og derfor blev der ikke monteret partikelfiltre på IC3 togene. DSB har for et par år siden udskiftet samtlige dieselmotorer i IC3 togene med nye dieselmotorer, der opfylder Euro 3 normen. Det har givet en væsentlig reduktion af partikelemission fra IC3 togene.

Luftkvaliteten på Nørreport Station er ikke tilfredsstillende og derfor bliver stationen de næste år moderniseret og får et nyt mere effektivt ventilationssystem, som vil forbedre luftkvaliteten på perronen. IC3 togenes bidrag til luftkvaliteten på Nørreport Station fylder dog ikke meget, set i forhold til det bidrag, som ME dieselokomotiverne giver.
Den dag ME lokomotiverne er væk, så vil togene på Nørreport Station være en blanding af el-tog og IC3 tog med Euro 3 norm dieselmotorer og luftkvaliteten vil være væsentlig bedre.

Med venlig hilsen

Mette Frederiksen
DSB Kundeservice
Postboks 3400
900 København C.
kundehenv@dsb.dk

No responses yet

Comments RSS

Leave a Reply