Aug 01 2020

Kan det passe at luften i bjergene er forurenet?

Dette er et ferie-postkort til de personer, der er bekymret om luftforurening. Efter at have haft en god tid i bjergene i Krasnaja Poljana i Rusland var det tid at tage til stranden i Adler. Der var desværre ikke nogle tog til Adler omkring middagstid, så derfor tog jeg en taxi og kørte på vejen lavet til vinter-OL i Sochi i 2014.

Ja, I har gættet rigtigt, jeg tog et lille måleinstrument til at måle partikelforurening med mig på ferie. På vejen var der en cirka 3 km lang tunnel hvor luften føltes rigtig dårlig, mens vi kørte i tunnellen, så det kinesisk-producerede måleinstrument kom til sin ret. Instrumentet målte omkring 60 μg/m³ af PM2.5 partikler i tunnellen.

For at sætte det i perspektiv, så har WHO en årlig gennemsnitlig maksimumgrænse på 10 μg/m³. Siden jeg købte måleinstrumentet for nogle måneder siden, har jeg ikke på noget tidspunkt målt højere niveauer end omkring 30 μg/m³ i Moskva, ligegyldigt om det var i tæt trafik eller nede i Moskvas underjordiske motorvejstunneller.

Så, hvordan kan det være at en tunnel i bjergene med markant mindre trafik kan være mere forurenet? Jeg kan ikke give et konkret svar, men det er sandsynligvis grundet (gamle) diesellastbiler og busser, der kører på beskidt diesel eller diesel af lav kvalitet. Det er kendt at der i Rusland ofte sælges brændstof, der er fortyndet eller af dårlig kvalitet. Det er specielt gældende for regioner udenfor Moskva og omegn.

Som vi ved, så er luftforurening en kendt årsag til hjertesygdomme, lungekraft, samt kronisk- og akut luftvejssygdomme inklusiv astma.

Hvad kan vi gøre?

Vi kan gøre mange ting, men i dette specifikke tilfælde, så kan brug af renere brændstof af en højere kvalitet betydeligt reducere forureningsproblemet. I et længere perspektiv så vil en elektrificering af vejtransporten kunne næsten fjerne problemet helt.

Jeg kunne også have ventet til det elektriske tog kørte senere på dagen:-)

Ingen kommentarer

Jun 27 2020

Partikelforurening.dk er online igen

Siden min webudbyder opgraderende sin PHP-server til version 7.2 tilbage i efteråret 2018 har denne site desværre været offline. Her til morgen fik jeg endelig fikset siden igen. Nu skulle alt indhold igen være tilgængeligt. Herudover er siden blevet ændret sådan, at den kun kan tilgås via https, dvs. krypteret. Som bruger bør du dog ikke opleve nogen forskel.

Velkommen tilbage.

Ingen kommentarer

Mar 09 2012

Test of OSRAM LED-pære

OSRAM Parathom LED og 60 W glødepære ved siden af hinanden

Jeg har i længe overvejet at investere i en LED-pærer for miljøets og pengepungens skyld, men er ligeså længe blevet holdt tilbage af den meget svingende kvalitet gående fra middel god til elendig. Efter lang tids søgen på nettet, blev konklusionen at pt. kun Philips eller OSRAM umiddelbart er i stand til at levere en kvalitetsmæssig i orden erstatning for en almindelig 60 W glødepære. Valget faldt på OSRAM LED Parathom Pro 12 W købt til 312 kr. fra led lampen laden igennem Amazon.com’s tyske hjemmeside. Pæren var cirka hundrede kroner billigere end Philips’ tilsvarende pære.

2012_osram_60_w_bulb_parathom_led

Efter en uges tid modtog jeg pæren, hvorefter den straks blev installeret. Lyset syntes i starten relativt kunstig, lidt i stil med en sparepære, men dette skyldes formentligt primært det kraftigere lys end fra glødepæren. LED-pæren afgiver generelt mere lys nedad og skråt ud til siden end den almindelige glødepære, som det tydeligt fremgår af ovenstående billede. Faktisk giver LED-pæren næsten tre gange så meget lys på bordet i forhold til en 60 W glødepære. Til ovenstående benyttelse i køkkenet giver pæren et kraftigere og bedre afgrænset lys end glødepæren. I forhold til sparepærer af den bedste kvalitet, giver denne OSRAM LED-pære et absolut bedre lys og afgiver fuld styrke med det samme uden tidsforsinkelse i tænding. OSRAM angiver at pæren endvidere kan bruges med en lysdæmper, hvilket dog ikke er afprøvet. Eneste større ulemper er at pæren er ret tung (181 gram) og som øverste billede angiver – en del større end almindelige glødepærer, hvilket begrænser pærens brugbarhed, fx passer pæren sandsynligvis ikke i en PH-lampe.

For en god ordens skyld blev lysstyrken på bordet målt med et Elma 1335 digitalt luxmeter og kameraet brugte samme indstillinger til begge billeder – 1/50 lukketid, blænde 2.8 og samme hvidbalance.

Pære Levetid Lysstrøm Udgifter Afledt partikeludledning [1], 25.000 timers drift

timer lumen DKK (211 øre/kW) SO2 (g) NOx (g) Kviksølv (mg) Procentvis andel
OSRAM LED Parathom Pro 12 W 25.000 650 945 44 172 1,4 20%
OSRAM glødepære 60 W 1.000 710 3.415 222 861 7,0 100%

Udfra ovenstående tabel ses at ved at skifte en 60 W glødepære ud med den testede OSRAM LED-pære, vil man over hele LED-pærens levetid kunne nedsætte sin partikeludledning med næsten et kg SO2, NOx og kviksølv. I tilgift indeholder LED-pærer heller ikke kviksølv, som normale sparepærer gør, og der kan spares ca. 100 kroner for hver 1000 brændetimer på elregningen, hvilket så absolut også er værd at tage med.

Pæren har indfriet forventningerne; den giver en relativt varmt lys og bedre lys end gængse sparepærer. Til brug som rumbelysning er pæren fin, men jeg ville nok ikke vælge den til arbejdsbordet, hvor en halogenpære stadig er at foretrække pga. de bedre farveegenskaber.

Kilder

[1] Udregnet på basis af udledningen fra DONG’s centrale kraftværker i 2007 og 25.000 brændetimer; http://www.partikelforurening.dk/wp-content/2009-udledninger-fra-dongs-centrale-kraeftvaerker.pdf

Én kommentar indtil videre

Next »